Jeg ser ofte agentic engineering beskrevet som en slags avanceret vibe coding. Som om forskellen bare er flere prompts, bedre modeller eller lidt mere automation ovenpå det samme workflow.
Sådan fungerer det ikke.
Vibe coding og agentic engineering beskriver to fundamentalt forskellige måder at bygge software med AI på. Den ene er improvisation. Den anden er systemdesign.
Når udvikling bliver en samtale med en model
Vibe coding opstod næsten spontant, da udviklere begyndte at arbejde direkte med store sprogmodeller. Workflowet er enkelt: man skriver en prompt, får et svar, justerer og prøver igen.
Prompt → svar → iteration.
I praksis ligner det en samtale med en ekstremt kompetent autocomplete. Man beder modellen skrive en funktion, refaktorere et stykke kode eller forklare en fejl. Så tager man næste skridt derfra.
Det er hurtigt. Ofte overraskende hurtigt.
Jeg bruger selv vibe coding, når jeg vil teste en idé, skrive et lille script eller udforske et nyt bibliotek. På en time kan man nå noget, der før tog en halv dag. Og fordi man hele tiden kan spørge modellen igen, føles udvikling mere som en dialog end som traditionel programmering.
Men vibe coding har også en bagside: processen lever i hovedet på den person, der skriver prompts.
Der er sjældent en klar struktur. Arkitekturen opstår undervejs. Dokumentationen halter. Og hvis en anden udvikler skal fortsætte arbejdet, er det ofte svært at forstå, hvordan systemet egentlig blev til.
Det er ikke nødvendigvis et problem i små projekter. Men i større systemer begynder det hurtigt at knage.
Når improvisation møder virkeligheden
De fleste teams opdager begrænsningerne ret hurtigt.
Kode, der er skrevet gennem mange iterationer med en model, kan være svær at reproducere. To udviklere kan få forskellige resultater på næsten identiske prompts. Arkitekturen bliver ujævn, fordi beslutninger er taget undervejs i en chat.
Det viser sig typisk i tre ting.
For det første bliver systemet svært at skalere. Nye udviklere skal forstå både koden og den usynlige prompt-historik bag den.
For det andet er det svært at automatisere. Hvis processen afhænger af menneskelig dialog med en model, kan den ikke uden videre indgå i en pipeline.
Og for det tredje bliver kvaliteten personafhængig. Den udvikler, der er bedst til at skrive prompts, ender med at definere retningen for hele projektet.
Det er her, agentic engineering begynder at give mening.
Når AI bliver en del af arkitekturen
Agentic engineering tager udgangspunkt i en anden idé: at AI ikke bare er et værktøj i udviklerens chatvindue, men en del af selve systemdesignet.
I stedet for én model, man taler med, arbejder man med et sæt AI-agenter, der har hver deres rolle.
En agent planlægger opgaven. En anden fungerer som arkitekt. En tredje skriver kode. En fjerde gennemgår ændringerne og finder fejl. En femte skriver dokumentation.
Rollerne er ikke tilfældige. De er designet på forhånd.
Det betyder, at udviklingsprocessen ikke længere består af spontane prompts, men af et workflow. Opgaver bliver opdelt. Agenter arbejder i rækkefølge eller parallelt. Resultater bliver evalueret og sendt videre i systemet.
Udvikleren sidder ikke længere primært og skriver prompts. Rollen ændrer sig. Man designer systemet, som AI-agenterne arbejder i.
Det er et helt andet niveau af abstraktion.
Fra prompts til workflows
Forskellen mellem de to tilgange kan beskrives ret enkelt.
I vibe coding foregår arbejdet i en chat. Man tænker i prompts, intuition og iteration.
I agentic engineering tænker man i workflows, roller og orkestrering.
Hvor vibe coding er ad-hoc og ofte individuelt, handler agentic engineering om reproducerbare processer. Systemet skal kunne køre igen og igen, uanset hvem der starter det.
Det gør en stor forskel i praksis.
Et agent-baseret setup kan for eksempel automatisk analysere en feature-beskrivelse, generere en arkitektur, skrive kode, køre tests, foreslå forbedringer og opdatere dokumentationen. Hver del udføres af en agent med en specifik opgave.
Det minder mindre om en chat og mere om en pipeline.
Hvorfor det begynder at betyde noget
Lige nu befinder de fleste udviklere sig stadig i vibe-coding-fasen. Det er den naturlige start. Man eksperimenterer, tester værktøjer og finder ud af, hvad modellerne egentlig kan.
Men efterhånden som AI bliver en integreret del af softwareudvikling, opstår der et andet behov.
Teams skal kunne reproducere AI-arbejde. Virksomheder vil kunne automatisere dele af udviklingsprocessen. Og når flere mennesker arbejder på samme system, kræver det struktur.
Det er svært at opnå med rene prompt-workflows.
Agentic engineering forsøger at løse netop det problem. Ved at gøre AI-arbejde til en del af arkitekturen kan processerne standardiseres, gentages og forbedres over tid.
Det er her, udvikling med AI begynder at ligne industriel produktion frem for individuel improvisation.
Begyndelsen og det næste skridt
Jeg ser vibe coding som begyndelsen på den måde, vi arbejder med AI i udvikling. Det er hurtigt, kreativt og ofte overraskende effektivt.
Men når projekterne vokser, bliver forskellen tydelig.
Vibe coding er improvisation.
Agentic engineering er orkestrering.
AI er den samme i begge tilfælde. Forskellen ligger i strukturen omkring den. Og det er den struktur, der afgør, om AI bare hjælper en enkelt udvikler – eller bliver en reel del af et system, der kan skaleres.
